Holocaust Survivors and Remembrance Project: "Forget You Not"™
preserving the past to protect the future ...
.

.


Oliver Lustig's Text Presentation

of Historic Holocaust Photograps
from
The Auschwitz Album
The Auschwitz Album:The Story of a Transport
Publisher: Yad Vashem, Auschwitz-Birkenau State Museum
.

.


Danish Translation / Dansk oversættelse
by

Elsebeth Paikin
 Elsebeth Paikin

President of the Jewish Genealogical Society in Denmark
and Scandinavia Special Interest Group (SIG) Coordinator/Webmaster of
JewishGen's Scandinavia SIG
.

.

   

Special Photo Insert:

Denmark: A Country of Blessed Memory
One of the greatest stories of the Holocaust

   

German-occupied Denmark: The Rescuer of its fellow Danish Jews
Almost the entire Jewish population of Denmark was rescued and survived the war years,
mostly in neutral Sweden and a few hundred in the KZ camp Theresienstadt under the distant but constantly protective concern of the Danes.



A Jew, recently apprehended by a Danish Nazi (center, in black raincoat and hat), is rescued by his fellow Danes. As the Nazi escorted the Jew through the streets, an angry crowd forced him to surrender his prisoner to the Danish police. Once safely inside the police station, the gendarmes helped the Jew escape. The Danish police consistently refused to cooperate with the German occupation authorities.

Danish fishermen ferry a boatload of Jewish fugitives across a narrow sound to neutral Sweden during the nationwide rescue operation. News of impending deportations of Jews spawned a rapid response by the Danes, who worked feverishly to save Jewish citizens. Boats of every size and shape were used to transport the Jews from Denmark to Sweden, away from the grasp of the Nazis.

This group portrait of Danish-Jewish children was taken in a children's home in Sweden after their escape from Denmark. The rescue of Danish Jewry was one of the few positive stories in the tragic annals of the Holocaust. These Jewish children unknowingly defied all odds by surviving the genocidal intentions of the Nazis.

Rescue in Denmark
.Photo Credit: Frihedsmuseet / United States Holocaust Memorial Museum Photo Archive.

.

.

 
 

.

I Porten til helvede

[I-1]

DETTE er den berygtede port til Birkenau (Auschwitz II) koncentrationslejr.

.....................

 

 




 

II. "Dødsperronen"

[II-1]

Det samme foto men taget inde fra lejren. Nu kan vi se hele jernbaneskinnekomplekset inde i lejren, mellemrummet mellem skinnerne er kendt som "Dødsperronen" ("dødsrampen"), fordi det var her de nyankomne blev valgt fra, der skulle direkte til gaskamrene.

Dette jernbaneskinnekompleks blev bygget i begyndelsen af 1944, da det blev klart, at deportationen af jøder fra Ungarn --inklusive Nord Transsylvanien og de dele af Ukraine, som begge var annekteret af Ungarn-- ville overstige alle tidligere kvoter. Dette var grunden til at Rudolf Höss, lederen af Birkenau lejren, to gange tog til Budapest, hvor han mødtes med Eichmann (leder af Gestapo ansvarlig for den endelige løsning til det såkaldte jødeproblem) som midlertidigt havde flyttet sit hovedkvarter til Ungarns hovedstad. Sammen fik de en aftale med Hortyst lederne, [Hörthy var leder af det fascistiske parti i Ungarn], hvorved de kunne "tilpasse" gasningen og kremeringen i Birkenau krematorierne til antallet af nyankomne med togene.

 




 

III. På "Dødsperronen"
En ny transport ventes

[III-1]

Her ser vi "Dødsperronen" som den så ud i 1944. I foråret og sommeren det år, ankom 147 godstog med (i deres flere end 6000 aflåste godsvogne med tremmevinduer) 434,351 mødre og børn, kvinder og mænd. Hele den jødiske befolkning fra Ungarn og Nordtranssylvanien ANKOM HER. Her på perronen foregik den STORE SELEKTION. Fra hver transport (hver omfattende omkring 3000 mennesker) blev mindst 2000 udvalgt til døden. Derfra, fra netop den perron som ses på billedet og som ser så fredelig og rolig ud, blev 2000 uskyldige mennesker --mennesker som dig og mig-- udvalgt TIL AT GÅ DIREKTE TIL GASKAMRENE.

De resterende 1000 mennesker blev midlertidigt udvalgt til slavearbejde.

På billedet ses to tomme tog. Med disse tog ankom kun 5-6 timer tidligere den forrige transport. Forrest i billedet ses små grupper SS'ere inspicere perronen for at se om alt er klart til at tage imod den næste transport. Længere tilbage i billedet ses nogle fanger (tysk: Häftlinge") fra den såkaldte "Kanada"-kommando som er ved at være færdige med at transportere og sortere al bagagen, der er indsamlet fra den forrige transport.

 




.

IV. Udstigning af toget

 [IV-1]

Toget er standset. Togvognenes låste døre bliver åbnet. Hver gang uden undtagelse hørtes igen og igen de samme to ordrer uden for hver dør, der blev åbnet:

Den første ordre: Alle heraus! (Alle ud!)
Vi var glade for at høre disse ord. Nu kunne vi trække vejret frit.

Den anden ordre: Alles dort lassen! (Alt skal efterlades!) Al bagage skal blive i vognen).

Denne anden ordre kom bag på os:

Hvordan ALT ... al bagagen?  ... og det varme vintertøj?  ... og sengetøjet?  ... og bleerne?  ... og madresterne?  ... og familiebillederne og bøgerne?  ... og den sidste flaske vand?  ... og medicinpungen? ...

Men der var hverken tid for spørgsmål eller svar.

Udstigningen var begyndt.

 




.[IV-2]

Det ses straks at størstedelen af de udstigende er mødre med deres børn.

Forklaring: Fra 1941 blev jødiske mænd mellem 21 og 45 år (og endda ældre) samlet i tvangsarbejdsgrupper som næsten udelukkende blev "overdraget" til Ukraine for at fjerne miner fra markerne bag ved fronten. Derfor tilfaldt det vores "venlige og hellige" mødre at bære ansvaret for at opretholde familien i ghettoen og under deportationen hele vejen til gaskamrene.

 




.[IV-3]

Til trods for at ordren "Alles dort lassen" (efterlad alt i vognene) blev givet utallige gange, ses det her tydeligt at nogle er har taget små tasker eller bagage med ud af togvognen. SS'erne lod som om de ikke så det. Det vigtigste for dem var at alt gik så glat og især så hurtigt som muligt for at undgå panik, råben og gråd, ethvert skænderi eller voldelige konfrontationer.

 




.[IV-4]

Overblik over "dødsperronen" da et helt tog var blevet tømt. I horisonten bagest i billedet ses to bygninger (på venstre og højre side af jernbanesporene) der begge har en høj skorsten. Det var krematorium II og III.




.[IV-5]

Den 9. juni 1944 befandt jeg mig sammen med min familie foran en tømt togvogn, nøjagtig som den, der ses her. Mast sammen spurgte vi os selv nervøst: Hvor er vi? Hvad vil de gøre ved os? Hvilken skæbne venter os? Med voldsom ængstelse hørte vi de første ord til os siden vores arrestation og tvungne anbringelse i ghettoen. Monologen som var rettet mod de nyankomne lød således:

Mine herrer og damer,

Vi ved at De alle er trætte, og at De har haft en meget lang og udmattende rejse. Der var hverken mad eller vand nok. Det beklager vi, men det er ikke vor skyld. Nu er dette overstået. I vil komme ind i en lejr. De, som er I stand til at arbejde, vil arbejde. Alle vil leve under normale forhold.

Vi beklager at måtte komme med nogle dårlige nyheder. Lejren, hvor De skal leve og arbejde, er 3 km væk og uheldigvis har vi netop i dag ingen transportmuligheder. Derfor beder vi nu om at:

Alle kvinder, mødre og deres børn under 14 år, alle syge eller handicappede mænd går til venstre.

Resten, som er i stand til at arbejde og dermed i stand til at gå til lejren bliver på perronen.

Efter det umenneskeligt overfyldte tog, efter sulten og tørsten der martrede os under transporten fra ghettoen til Birkenau, efter al den frygt og desperation som overvældede os alle og især vores mødre, efter alt dette gav denne overraskende "venlige og forstående monolog" os håb.

Derfor skete det, at på mindre end en time, i løbet af 10-12 minutter, blev familiemedlemmer skilt fra hinanden for evigt.

 




.

V. Adskillelse for livet

[V-1]

I løbet af ingen tid havde alle mødrene med deres børn samlet sig på den venstre side af perronen.

Se på de små børn til venstre i billedet. De ser direkte på dig! Se den forbløffende troskyldighed de udstråler. Om ganske få minutter går de til deres død.

Hvorfor alt dette? Hvem havde særlige rettigheder til at nægte mere end EN MILLION sådanne børn retten til livet, sådanne børn som blev dømt til en skæbne udelukkende fordi de var jødisk fødte? Hvad kan vi gøre for at sådanne himmelråbende barbariske handlinger aldrig nogensinde gentages?

 



.[V-2]

Her er en anden gruppe mødre med deres børn samlet foran de lukkede godsvogne ventende på at gå --som de får besked på-- til lastbilerne der vil tage dem til lejren, hvor de skal blive resten af krigen.

Et billede kan ikke på nogen måde give indtryk af det drama, som er blevet foreviget.

Tænk blot på at de, der er blevet foreviget, tror at de i løbet af kort tid igen vil være sammen med deres familier.

Jeg må tilstå, i dag efter mere end 60 år, at den dybeste smerte som jeg stadig føler, som ikke har kunnet dulmes og som aldrig vil kunne svækkes, er den som jeg følte på "dødsperronen" ved adskillelsen fra min familie.

Jeg blev skilt fra min mor uden et afskedskys … uden at omfavne mine tvillingebrødre eller den lille, Valentin … Hvem kunne forestille sig at alt, hvad SS'erne fortalte os var én stor løgn af den størst tænkelige kynisme … at forestille sig, at da jeg så på min mor, der førte lille Valentin ved hånden idet hun formanede mine tvillingebrødre om ikke at blive væk, var det i virkeligheden min mors sidste rejse.

 




[V-3]

 En gruppe mænd venter på selektion.

 




.[V-4]

En anden gruppe mænd venter på selektion. Idet de opdager, at de bliver fotograferet, ser de alle lige ind i fotografiapparatet.  




.[V-5]

I denne gruppe, som langsomt bevæger sig fremad mod Selektionskommiteen, er der nogle, der ikke har nogen chance for at blive selekteret til arbejde. De vil blive taget ud og sendt direkte til gaskamrene. For eksempel: Barnet i den første række (nummer to fra venstre) er ikke sammen med sin mor, da hans far tog ham med ind i sin række i håb om at man vil lade ham passere. Men i virkeligheden har han ingen som helst chance, da man --med sikkerhed-- vil gribe fat i ham og sende ham direkte til krematoriet.

Den samme skæbne ventede de to ældre mænd (som så mange andre), der støtter sig til deres stokke, i midten af gruppen.

 




.[V-6]

Bedstefædrene og bedstemødrene, invaliderne og de syge, som ikke længere kunne holde sig oprejst, var også samlet foran godsvognene mens de venter på lastbiler, der skal køre dem bort.

Lastbilerne vil komme, de vil blive kørt bort, men ikke for at blive bragt til en Familie Lejr, men for at bliver ført direkte til gaskamrene.

 




.

VI. Den store selektion

 [VI-1]

Endelig bliver grupperne af mænd og drenge over 14 år --på den end side, og kvinder, mødre og børn under 14-- på den anden side, formet til to adskilte rækker.

Foran hver af de to rækker er SS'ere fra Selektionskomiteen samlet.

Den store selektion til liv og død skal til at begynde.

 

 


[VI-2]

Hver gang begynder selektionen med rækken af kvinder, mødre og børn. De yngre kvinder, som ikke holder børn i deres arme, tages ud af rækken og dirigeres til en bestemt sted, hvor de kvinder, der er i stand til at arbejde, bliver samlet. Resten, det overvejende flertal af kvinderne i rækken, går næsten uden ophold til gaskamrene. Når lederen af SS-Selektionskomiteen bemærker en ung kvinde, der holder en baby (som det ses på dette billede), siger han i en ret høflig tone noget som:

"Madame, ved siden af Dem ser jeg en ældre kvinde, som kunne være barnets bedstemoder eller tante. Overlad barnet til hende, således at De kan komme ud af denne række og slutte Dem til dem, der skal gå til Lejren".

Nogle accepterede eller rettede sig efter denne henstilling, hvilket midlertidigt reddede deres liv, uden at de havde nogen anelse om det. Andre, klyngede sig til deres baby, begyndte at græde og hysterisk råbe:

Jeg giver ikke min baby fra mig. Det er min! Jeg vil hellere dø end at blive adskilt fra min baby!"

"Madame, jeg beder dem skab ikke panik" svarede en SS'er med rolig stemme. "Jeg beordrede Dem ikke til at gøre noget, jeg kom blot med et forslag. Hvis De ikke ønsker at følge det, er det helt i orden. Fortsæt blot". Og kvinden, der priser sig lykkeligt over udfaldet, holder babyen tæt ind til sig med den end hånd og tørrer tårerne bort med sin anden hånd på vej til gaskamrene, som ikke var mere end 500-600 meter borte.

 




.[VI-3]

Selektionen begynder i ro og orden. SS'erne er rolige og deres blide ord er i stand til at kamuflere deres ufattelige ondskab.

Ingen --absolut ingen-- fra rækken, der langsomt bevæger sig fremad, kunne forestille sig at med hvert skridt fremad, bevægede hver og én af dem sig et skridt nærmere den uundgåelige slutning, nu mindre end 500 meter borte.




.

[VI-4]

Selektionen i rækken af kvinder, mødre og børn er ved at være slut. Om nogle få minutter vil rækken af mænd og drenge over 14 år begynde at bevæge sig fremad.

 




.[VI-5]

Selektionen af mænd, der er i stand til at arbejde, er begyndt.

 




.[VI-6]

En gruppe voksne og mænd selekteres til slavearbejde.

 




.VII. En gruppe kvinder selekteres til arbejde

 [VII-1]

Vi ser tydeligt bekymring, ængstelse og endog frygt i ansigterne og øjnene på disse kvinder, der er selekteret til arbejde.

Som spurgte de:
"Hvornår ser vi igen vores kære, som vi er blevet skilt fra?"

 




.[VII-2]

Selekteret til arbejde begynder de marchen mod kvindelejren.

 




.VIII. På vej til gaskamrene

 [VIII-1]

Mødre, blandt dem også en bedstemor, går (nogle med deres børn på armen, andre holder dem i hånden) langs jernbanesporene mod gaskamrene.

Deres ansigtsudtryk tyder på at de tænker på alt andet end deres nært forestående død.

 




.[VIII-2]

To mødre (en med en lille baby i sine arme) er omgivet af endnu syv børn som alle går den sidste vej inden deres endeligt.

Det er I sandhed forstemmende at se de tre drenge forrest. Den midterste --som ikke ser ud til at være mere end 4-5 år gammel-- holder godt fast i sine to mindre brødre, så de ikke skal blive væk på vejen … På vejen til hvad? På vejen til deres død!

Hvor er alt dette ufatteligt … og ikke desto mindre er den grelle sandhed at dette er hvad der skete.




[VIII-3]

Dette er et af de fotografier, der oftest har været i omløb, og det bedste kendte fotografi.

Det er blevet "symbolet" på vejen --langs med jernbaneskinnerne-- fra "dødsperronen" til gaskamrene. Denne vej gik flere end én million jøder, for størstedelens vedkommende mødre med børn under 14 år, gamle og syge kvinder.

 



.

IX. Det sidste stop.

[IX-0]

Nedenfor følger fire billeder som synes at udstråle --endeligt-- en tilbagevenden til en fornemmelse af normalitet. Mødrene synes at være rolige og ubekymrede idet de betragter deres børn uden tegn på frygt.

Og dog … de følgende billeder viser en uhyggelig række af begivenheder af ufattelige proportioner, der giver en fremstilling af de mest dramatiske øjeblikke af alle deres prøvelser.

Mødrene som ses på billedet nedenfor fik fortalt, at de ikke skulle gå meget længere, men eftersom de så ud til at være trætte og der var et grønt område i nærheden, besluttedes det at holde en lille pause.

Da børnene så alle træerne og nogle fontæner, begyndte børnene at løbe mod dem. Endelig kunne de drikke så meget vand, de ønskede. Andre fandt nogle madrester i deres lommer og begyndte at sluge maden. Mødrene genfandt deres smil ved at se på deres børn.

Ingen kunne forudse den grusomme sandhed. Træerne omkring dem, hvis skygge de var så taknemmelige for, var plantet dér med vilje for at kamuflere bygningen bagved, hvor gaskamrene og krematoriet var. Det var kun godt 30 meter derfra.

Forklaringen på denne ikke planlagte pause er følgende: Til trods for den prøjsiske præcision, var der denne gang sket et uheld i tilintetgørelsesprocessen. Den foregående grupper var endnu ikke helt blevet til røg og aske. Eller måske var det blot at omklædningsrummet eller gaskammeret endnu ikke var blevet luftet ud. I hvert fald måtte de nyankomne vente nogle få minutter endnu måske endda 10-20 minutter. Derefter kunne de fortsætte og gå de sidste 30 meter til deres død.

 




.[IX-1]

De mennesker som du ser på dette billede --børnene, og især børnene (som om de var engle, der var kommet ned på jorden), deres kærlige mødre, der beundrer deres børn, de gudfrygtige ældre-- alle var de skyldige i én ting, og det var at være født som jøder. På grund af det blev de ydmyget og bedraget som aldrig før.

De er blevet ydmyget og bedraget med en ufattelig kynisme, en kynisme som er større end nogen barbarisk eller bestialsk handling.

Disse mennesker, uskyldige og sagesløse, blev opfordret af dem, der havde taget dem til fange, og som fremstillede sig selv som overmennesker ("übermensch"), til at hvile sig lidt i det grønne område, før de fortsatte deres vandring til den lovede familielejr.

I virkeligheden blev dette for hver eneste én på dette billede, deres livs allersidste ophold. Nogle meter længere fremme, bag træerne og buskene, ventede de veludluftede krematorier dem med den åben dør til omklædningsrummet og med gaskammeret klar til at modtage 2000 mennesker. De 15 ovne, der var bygget oven på gaskammeret, var tændt, så man ikke behøvede at spilde tid med at fyre op i dem.

 




.[IX-2]

De forreste har bemærket, at de bliver fotograferet og ser roligt og utvungent mod fotografen. De bagerste fortsætter på en afslappet måde deres samtale. Måske udtrykker de håbet om at det værste del af deres prøvelse er overstået.

Den forfærdende sandhed er imidlertid: Alle du ser på dette billede, rejste sig kort tid efter, passerede træet i baggrunden, gik ind i bygningen, blev gennet ind i gaskammeret, og bagefter blev deres lig forvandlet til røg og aske.

 




. [IX-3]

Børnene venter roligt. Hvad venter de på? Ingen vidste det.

De kunne i det mindste nu trække frisk luft, de kunne lægge sig ned, de kunne rejse sig og, hvis de ville, kunne de gå rundt. Mødrene har også genvundet deres sindsro. De to til højre er endda som ved et trylleslag i stand til at smile --med sikkerhed den allersidste gang!

Ganske kort tid derefter vil de blev klædt nøgne, i gaskammeret vil de løfte deres børn mod loftet i et forsøg på at forlænge deres liv nogle få sekunder.




.[IX-4]

Hvem kan tillægge disse børn nogen skyld?

Hvem tør hindre at deres minde bliver bevaret?

 




.X. Sortering af byttet

[X-1]

Mens selektionen foregik, hvor 66% blev selekteret til øjeblikkelig død [skubbet ind i gaskamrene og brændt i ovnene] og resten blev sendt ind i lejren for at blive udryddet på andre måder [slavearbejde, afkræftelse, sygdom, "Experimente an lebendingen Menschen" (medicinske eksperimenter), henrettelser, osv.], blev deres bagage efterladt i togvognene, hvor "Häftlinge" (fanger) fra "Kanada" afdelingen finkæmmede den. Byttet blev sorteret og placeret i forskellige kategorier som fx sko, sengetøj, herretøj, ure, smykker, osv., og derpå deponeret i et af de eksisterende 30 varehuse ikke langt fra "dødsperronen". Derfra ville det sorterede bytte finde vej videre til Tyskland.

 




.XI. ...Og dødscyklus fortsætter

 [XI-1]

Der er gået seks timer siden de deporterede, der ankom med det forrige Birkenau-Auschwitz tog, havde forladt "dødsperronen". … Og nu ankommer et nyt tog med flere end 3.000 uskyldige jøder bestemt til at skulle dø.

… Og denne cyklus fortsatte, dag og nat, uden ophør, gennem foråret og sommeren 1944.

 


.

.