.
I
Porten til helvede
[I-1]
DETTE er den
berygtede port til Birkenau (Auschwitz II)
koncentrationslejr.
.....................
II.
"Dødsperronen"
[II-1]
Det samme foto men
taget inde fra lejren. Nu kan vi se hele
jernbaneskinnekomplekset inde i lejren,
mellemrummet mellem skinnerne er kendt som
"Dødsperronen" ("dødsrampen"),
fordi det var her de nyankomne blev valgt
fra, der skulle direkte til
gaskamrene.
Dette
jernbaneskinnekompleks blev bygget i
begyndelsen af 1944, da det blev klart, at
deportationen af jøder fra Ungarn
--inklusive Nord Transsylvanien og de dele af
Ukraine, som begge var annekteret af Ungarn--
ville overstige alle tidligere kvoter. Dette
var grunden til at Rudolf Höss, lederen
af Birkenau lejren, to gange tog til
Budapest, hvor han mødtes med Eichmann
(leder af Gestapo ansvarlig for den endelige
løsning til det såkaldte
jødeproblem) som midlertidigt havde
flyttet sit hovedkvarter til Ungarns
hovedstad. Sammen fik de en aftale med
Hortyst lederne, [Hörthy var leder
af det fascistiske parti i Ungarn],
hvorved de kunne "tilpasse" gasningen og
kremeringen i Birkenau krematorierne til
antallet af nyankomne med togene.
III.
På "Dødsperronen"
En ny transport
ventes…
[III-1]
Her ser vi
"Dødsperronen" som den så ud i
1944. I foråret og sommeren det
år, ankom 147 godstog med (i deres
flere end 6000 aflåste godsvogne med
tremmevinduer) 434,351 mødre og
børn, kvinder og mænd. Hele den
jødiske befolkning fra Ungarn og
Nordtranssylvanien ANKOM HER. Her på
perronen foregik den STORE SELEKTION. Fra
hver transport (hver omfattende omkring 3000
mennesker) blev mindst 2000 udvalgt til
døden. Derfra, fra netop den perron
som ses på billedet og som ser så
fredelig og rolig ud, blev 2000 uskyldige
mennesker --mennesker som dig og mig--
udvalgt TIL AT GÅ DIREKTE TIL
GASKAMRENE.
De resterende 1000
mennesker blev midlertidigt udvalgt til
slavearbejde.
På billedet
ses to tomme tog. Med disse tog ankom kun 5-6
timer tidligere den forrige transport.
Forrest i billedet ses små grupper
SS'ere inspicere perronen for at se om alt er
klart til at tage imod den næste
transport. Længere tilbage i billedet
ses nogle fanger (tysk: Häftlinge") fra
den såkaldte "Kanada"-kommando som er
ved at være færdige med at
transportere og sortere al bagagen, der er
indsamlet fra den forrige
transport.
.
IV.
Udstigning af toget
[IV-1]
Toget er standset.
Togvognenes låste døre bliver
åbnet. Hver gang uden undtagelse
hørtes igen og igen de samme to ordrer
uden for hver dør, der blev
åbnet:
Den
første ordre: Alle heraus! (Alle
ud!)
Vi var
glade for at høre disse ord. Nu
kunne vi trække vejret
frit.
Den anden ordre:
Alles dort lassen! (Alt skal efterlades!)
Al bagage skal blive i vognen).
Denne
anden ordre kom bag på os:
Hvordan ALT
... al bagagen? ... og det
varme vintertøj? ...
og sengetøjet? ...
og bleerne? ...
og madresterne? ...
og familiebillederne og
bøgerne? ... og den
sidste flaske vand? ...
og medicinpungen? ...
Men der var hverken
tid for spørgsmål eller
svar.
Udstigningen var
begyndt.
.[IV-2]
Det ses straks at
størstedelen af de udstigende er
mødre med deres
børn.
Forklaring: Fra 1941
blev jødiske mænd mellem 21 og
45 år (og endda ældre) samlet i
tvangsarbejdsgrupper som næsten
udelukkende blev "overdraget" til Ukraine for
at fjerne miner fra markerne bag ved fronten.
Derfor tilfaldt det vores "venlige og
hellige" mødre at bære ansvaret
for at opretholde familien i ghettoen og
under deportationen hele vejen til
gaskamrene.
.[IV-3]
Til trods for at
ordren "Alles dort lassen" (efterlad alt i
vognene) blev givet utallige gange, ses det
her tydeligt at nogle er har taget små
tasker eller bagage med ud af togvognen.
SS'erne lod som om de ikke så det. Det
vigtigste for dem var at alt gik så
glat og især så hurtigt som
muligt for at undgå panik, råben
og gråd, ethvert skænderi eller
voldelige konfrontationer.
.[IV-4]
Overblik over
"dødsperronen" da et helt tog var
blevet tømt. I horisonten bagest i
billedet ses to bygninger (på venstre
og højre side af jernbanesporene) der
begge har en høj skorsten. Det var
krematorium II og III.
.[IV-5]
Den 9. juni 1944
befandt jeg mig sammen med min familie foran
en tømt togvogn, nøjagtig som
den, der ses her. Mast sammen spurgte vi os
selv nervøst: Hvor er vi? Hvad vil de
gøre ved os? Hvilken skæbne
venter os? Med voldsom ængstelse
hørte vi de første ord til os
siden vores arrestation og tvungne
anbringelse i ghettoen. Monologen som var
rettet mod de nyankomne lød
således:
Mine
herrer og damer,
Vi ved at De
alle er trætte, og at De har haft en
meget lang og udmattende rejse. Der var
hverken mad eller vand nok. Det beklager
vi, men det er ikke vor skyld. Nu er dette
overstået. I vil komme ind i en
lejr. De, som er I stand til at arbejde,
vil arbejde. Alle vil leve under normale
forhold.
Vi beklager at
måtte komme med nogle dårlige
nyheder. Lejren, hvor De skal leve og
arbejde, er 3 km væk og uheldigvis
har vi netop i dag ingen
transportmuligheder. Derfor beder vi nu om
at:
Alle
kvinder, mødre og deres
børn under 14 år, alle
syge eller handicappede mænd
går til venstre.
Resten, som
er i stand til at arbejde og dermed i
stand til at gå til lejren bliver
på perronen.
Efter det
umenneskeligt overfyldte tog, efter sulten og
tørsten der martrede os under
transporten fra ghettoen til Birkenau, efter
al den frygt og desperation som
overvældede os alle og især vores
mødre, efter alt dette gav denne
overraskende "venlige og forstående
monolog" os håb.
Derfor skete det, at
på mindre end en time, i løbet
af 10-12 minutter, blev familiemedlemmer
skilt fra hinanden for evigt.
.
V.
Adskillelse for livet
[V-1]
I løbet af
ingen tid havde alle mødrene med deres
børn samlet sig på den venstre
side af perronen.
Se på de
små børn til venstre i billedet.
De ser direkte på dig! Se den
forbløffende troskyldighed de
udstråler. Om ganske få minutter
går de til deres død.
Hvorfor alt dette?
Hvem havde særlige rettigheder til at
nægte mere end EN MILLION sådanne
børn retten til livet, sådanne
børn som blev dømt til en
skæbne udelukkende fordi de var
jødisk fødte? Hvad kan vi
gøre for at sådanne
himmelråbende barbariske handlinger
aldrig nogensinde gentages?
.[V-2]
Her er en anden
gruppe mødre med deres børn
samlet foran de lukkede godsvogne ventende
på at gå --som de får
besked på-- til lastbilerne der vil
tage dem til lejren, hvor de skal blive
resten af krigen.
Et billede kan ikke
på nogen måde give indtryk af det
drama, som er blevet foreviget.
Tænk blot
på at de, der er blevet foreviget, tror
at de i løbet af kort tid igen vil
være sammen med deres
familier.
Jeg må tilstå, i dag efter
mere end 60 år, at den dybeste smerte
som jeg stadig føler, som ikke har
kunnet dulmes og som aldrig vil kunne
svækkes, er den som jeg følte
på "dødsperronen" ved
adskillelsen fra min familie.
Jeg blev skilt fra
min mor uden et afskedskys … uden at
omfavne mine tvillingebrødre eller den
lille, Valentin … Hvem kunne forestille
sig at alt, hvad SS'erne fortalte os var
én stor løgn af den
størst tænkelige kynisme …
at forestille sig, at da jeg så
på min mor, der førte lille
Valentin ved hånden idet hun formanede
mine tvillingebrødre om ikke at blive
væk, var det i virkeligheden min mors
sidste rejse.
[V-3]
En
gruppe mænd venter på
selektion.
.[V-4]
En anden gruppe mænd venter på
selektion. Idet de opdager, at de bliver
fotograferet, ser de alle lige ind i
fotografiapparatet.
.[V-5]
I denne gruppe, som
langsomt bevæger sig fremad mod
Selektionskommiteen, er der nogle, der ikke
har nogen chance for at blive selekteret til
arbejde. De vil blive taget ud og sendt
direkte til gaskamrene. For eksempel: Barnet
i den første række (nummer to
fra venstre) er ikke sammen med sin mor, da
hans far tog ham med ind i sin række i
håb om at man vil lade ham passere. Men
i virkeligheden har han ingen som helst
chance, da man --med sikkerhed-- vil gribe
fat i ham og sende ham direkte til
krematoriet.
Den samme
skæbne ventede de to ældre
mænd (som så mange andre), der
støtter sig til deres stokke, i midten
af gruppen.
.[V-6]
Bedstefædrene
og bedstemødrene, invaliderne og de
syge, som ikke længere kunne holde sig
oprejst, var også samlet foran
godsvognene mens de venter på
lastbiler, der skal køre dem
bort.
Lastbilerne vil
komme, de vil blive kørt bort, men
ikke for at blive bragt til en Familie Lejr,
men for at bliver ført direkte til
gaskamrene.
.
VI. Den
store selektion
[VI-1]
Endelig bliver
grupperne af mænd og drenge over 14
år --på den end side, og kvinder,
mødre og børn under 14--
på den anden side, formet til to
adskilte rækker.
Foran hver af de to
rækker er SS'ere fra Selektionskomiteen
samlet.
Den store selektion
til liv og død skal til at
begynde.
[VI-2]
Hver gang begynder
selektionen med rækken af kvinder,
mødre og børn. De yngre
kvinder, som ikke holder børn i deres
arme, tages ud af rækken og dirigeres
til en bestemt sted, hvor de kvinder, der er
i stand til at arbejde, bliver samlet.
Resten, det overvejende flertal af kvinderne
i rækken, går næsten uden
ophold til gaskamrene. Når lederen af
SS-Selektionskomiteen bemærker en ung
kvinde, der holder en baby (som det ses
på dette billede), siger han i en ret
høflig tone noget som:
"Madame,
ved siden af Dem ser jeg en ældre
kvinde, som kunne være barnets
bedstemoder eller tante. Overlad barnet
til hende, således at De kan komme
ud af denne række og slutte Dem til
dem, der skal gå til
Lejren".
Nogle accepterede
eller rettede sig efter denne henstilling,
hvilket midlertidigt reddede deres liv, uden
at de havde nogen anelse om det. Andre,
klyngede sig til deres baby, begyndte at
græde og hysterisk råbe:
Jeg
giver ikke min baby fra mig. Det er min!
Jeg vil hellere dø end at blive
adskilt fra min baby!"
"Madame, jeg
beder dem skab ikke panik" svarede en
SS'er med rolig stemme. "Jeg beordrede Dem
ikke til at gøre noget, jeg kom blot
med et forslag. Hvis De ikke ønsker at
følge det, er det helt i orden.
Fortsæt blot". Og kvinden, der
priser sig lykkeligt over udfaldet, holder
babyen tæt ind til sig med den end
hånd og tørrer tårerne
bort med sin anden hånd på vej
til gaskamrene, som ikke var mere end 500-600
meter borte.
.[VI-3]
Selektionen begynder
i ro og orden. SS'erne er rolige og deres
blide ord er i stand til at kamuflere deres
ufattelige ondskab.
Ingen --absolut
ingen-- fra rækken, der langsomt
bevæger sig fremad, kunne forestille
sig at med hvert skridt fremad,
bevægede hver og én af dem sig
et skridt nærmere den uundgåelige
slutning, nu mindre end 500 meter
borte.
.
[VI-4]
Selektionen i
rækken af kvinder, mødre og
børn er ved at være slut. Om
nogle få minutter vil rækken af
mænd og drenge over 14 år begynde
at bevæge sig fremad.
.[VI-5]
Selektionen af
mænd, der er i stand til at arbejde, er
begyndt.
.[VI-6]
En gruppe voksne og
mænd selekteres til
slavearbejde.
.VII.
En gruppe kvinder selekteres til
arbejde
[VII-1]
Vi ser tydeligt
bekymring, ængstelse og endog frygt i
ansigterne og øjnene på disse
kvinder, der er selekteret til
arbejde.
Som spurgte de:
"Hvornår ser vi igen vores
kære, som vi er blevet skilt
fra?"
.[VII-2]
Selekteret til
arbejde begynder de marchen mod
kvindelejren.
.VIII.
På vej til gaskamrene
[VIII-1]
Mødre, blandt
dem også en bedstemor, går (nogle
med deres børn på armen, andre
holder dem i hånden) langs
jernbanesporene mod gaskamrene.
Deres ansigtsudtryk
tyder på at de tænker på
alt andet end deres nært
forestående død.
.[VIII-2]
To mødre (en
med en lille baby i sine arme) er omgivet af
endnu syv børn som alle går den
sidste vej inden deres endeligt.
Det er I sandhed
forstemmende at se de tre drenge forrest. Den
midterste --som ikke ser ud til at være
mere end 4-5 år gammel-- holder godt
fast i sine to mindre brødre, så
de ikke skal blive væk på vejen
… På vejen til hvad? På
vejen til deres død!
Hvor er alt dette
ufatteligt … og ikke desto mindre er den
grelle sandhed at dette er hvad der
skete.
[VIII-3]
Dette er et af de
fotografier, der oftest har været i
omløb, og det bedste kendte
fotografi.
Det er blevet
"symbolet" på vejen --langs med
jernbaneskinnerne-- fra "dødsperronen"
til gaskamrene. Denne vej gik flere end
én million jøder, for
størstedelens vedkommende mødre
med børn under 14 år, gamle og
syge kvinder.
.
IX. Det
sidste
stop.
[IX-0]
Nedenfor
følger fire billeder som synes at
udstråle --endeligt-- en tilbagevenden
til en fornemmelse af normalitet.
Mødrene synes at være rolige og
ubekymrede idet de betragter deres
børn uden tegn på
frygt.
Og dog … de
følgende billeder viser en uhyggelig
række af begivenheder af ufattelige
proportioner, der giver en fremstilling af de
mest dramatiske øjeblikke af alle
deres prøvelser.
Mødrene som ses på billedet
nedenfor fik fortalt, at de ikke skulle
gå meget længere, men eftersom de
så ud til at være trætte og
der var et grønt område i
nærheden, besluttedes det at holde en
lille pause.
Da børnene så alle
træerne og nogle fontæner,
begyndte børnene at løbe mod
dem. Endelig kunne de drikke så meget
vand, de ønskede. Andre fandt nogle
madrester i deres lommer og begyndte at sluge
maden. Mødrene genfandt deres smil ved
at se på deres børn.
Ingen kunne forudse
den grusomme sandhed. Træerne omkring
dem, hvis skygge de var så taknemmelige
for, var plantet dér med vilje for at
kamuflere bygningen bagved, hvor gaskamrene
og krematoriet var. Det var kun godt 30 meter
derfra.
Forklaringen
på denne ikke planlagte pause er
følgende: Til trods for den
prøjsiske præcision, var der
denne gang sket et uheld i
tilintetgørelsesprocessen. Den
foregående grupper var endnu ikke helt
blevet til røg og aske. Eller
måske var det blot at
omklædningsrummet eller gaskammeret
endnu ikke var blevet luftet ud. I hvert fald
måtte de nyankomne vente nogle få
minutter endnu måske endda 10-20
minutter. Derefter kunne de fortsætte
og gå de sidste 30 meter til deres
død.
.[IX-1]
De mennesker som du
ser på dette billede --børnene,
og især børnene (som om de var
engle, der var kommet ned på jorden),
deres kærlige mødre, der
beundrer deres børn, de gudfrygtige
ældre-- alle var de skyldige i
én ting, og det var at være
født som jøder. På grund
af det blev de ydmyget og bedraget som aldrig
før.
De er blevet ydmyget
og bedraget med en ufattelig kynisme, en
kynisme som er større end nogen
barbarisk eller bestialsk
handling.
Disse mennesker,
uskyldige og sagesløse, blev opfordret
af dem, der havde taget dem til fange, og som
fremstillede sig selv som overmennesker
("übermensch"), til at hvile sig lidt i
det grønne område, før de
fortsatte deres vandring til den lovede
familielejr.
I virkeligheden blev
dette for hver eneste én på
dette billede, deres livs allersidste ophold.
Nogle meter længere fremme, bag
træerne og buskene, ventede de
veludluftede krematorier dem med den
åben dør til
omklædningsrummet og med gaskammeret
klar til at modtage 2000 mennesker. De 15
ovne, der var bygget oven på
gaskammeret, var tændt, så man
ikke behøvede at spilde tid med at
fyre op i dem.
.[IX-2]
De forreste har
bemærket, at de bliver fotograferet og
ser roligt og utvungent mod fotografen. De
bagerste fortsætter på en
afslappet måde deres samtale.
Måske udtrykker de håbet om at
det værste del af deres prøvelse
er overstået.
Den forfærdende sandhed er
imidlertid: Alle du ser på dette
billede, rejste sig kort tid efter, passerede
træet i baggrunden, gik ind i
bygningen, blev gennet ind i gaskammeret, og
bagefter blev deres lig forvandlet til
røg og aske.
.
[IX-3]
Børnene
venter roligt. Hvad venter de på? Ingen
vidste det.
De kunne i det
mindste nu trække frisk luft, de kunne
lægge sig ned, de kunne rejse sig og,
hvis de ville, kunne de gå rundt.
Mødrene har også genvundet deres
sindsro. De to til højre er endda som
ved et trylleslag i stand til at smile --med
sikkerhed den allersidste gang!
Ganske kort tid
derefter vil de blev klædt
nøgne, i gaskammeret vil de
løfte deres børn mod loftet i
et forsøg på at forlænge
deres liv nogle få sekunder.
.[IX-4]
Hvem kan
tillægge disse børn nogen
skyld?
Hvem tør
hindre at deres minde bliver
bevaret?
.X.
Sortering af byttet
[X-1]
Mens selektionen
foregik, hvor 66% blev selekteret til
øjeblikkelig død [skubbet
ind i gaskamrene og brændt i
ovnene] og resten blev sendt ind i lejren
for at blive udryddet på andre
måder [slavearbejde,
afkræftelse, sygdom, "Experimente an
lebendingen Menschen" (medicinske
eksperimenter), henrettelser, osv.], blev
deres bagage efterladt i togvognene, hvor
"Häftlinge" (fanger) fra "Kanada"
afdelingen finkæmmede den. Byttet blev
sorteret og placeret i forskellige kategorier
som fx sko, sengetøj, herretøj,
ure, smykker, osv., og derpå deponeret
i et af de eksisterende 30 varehuse ikke
langt fra "dødsperronen". Derfra ville
det sorterede bytte finde vej videre til
Tyskland.
.XI.
...Og dødscyklus
fortsætter
[XI-1]
Der er gået
seks timer siden de deporterede, der ankom
med det forrige Birkenau-Auschwitz tog, havde
forladt "dødsperronen". … Og nu
ankommer et nyt tog med flere end 3.000
uskyldige jøder bestemt til at skulle
dø.
… Og denne
cyklus fortsatte, dag og nat, uden
ophør, gennem foråret og
sommeren 1944.
